Grænsen ved 100.000 kroner

Der går en linje gennem dansk inkasso, og den ligger ved 100.000 kr.

Under grænsen kan et krav føres gennem den forenklede inkassoproces. Man indleverer et betalingspåkrav til fogedretten, skyldner får det forkyndt, og gør han ikke indsigelse, får påkravet en påtegning. Den påtegning er et fuldbyrdelsesgrundlag — den virker som en dom. Ingen retssag, ingen mundtlig forhandling, og der er ikke krav om, at en advokat fører sagen.

Det er en god ordning. Den er hurtig, den er billig, og den er skrevet præcis til den situation, der er den almindeligste: at skyldner ikke er uenig, han betaler bare ikke.

Hvad der sker over grænsen

Over 100.000 kr. findes den vej ikke. Så skal kravet føres som en almindelig civil sag: der skal udtages stævning, sagen skal forberedes, og der skal være en advokat på.

Det er ikke sværere jura. Sagen er ofte den samme — samme faktura, samme skyldner, samme tavshed. Men processen er en anden, og den kræver en anden slags hus.

Og det er her, noget uheldigt sker, som ikke handler om jura, men om branchens indretning: de fleste inkassofirmaer er bygget til at køre den nemme vej. De har sagsbehandlere, ikke advokater. Og når kravet krydser de 100.000 kr., har de ikke længere et produkt.

Så sker der ét af to. Enten bliver sagen liggende — “vi holder øje med den” — indtil den er tre år gammel og ophørt. Eller også bliver den overdraget til en ekstern advokat, som skal sættes ind i sagen fra bunden og fakturere for det.

Læg mærke til, hvilke sager det rammer. Det er ikke de små. Det er dem, hvor der er mest på spil.

Beløbsgrænsen er ikke et loft over jeres krav

Det er værd at sige tydeligt, fordi antagelsen er udbredt: 100.000 kr. er ikke et loft over, hvad man kan inddrive. Det er et loft over, hvilken proces der er til rådighed.

Et krav på 400.000 kr. er lige så inddriveligt som et krav på 40.000 kr. Det kræver bare en stævning i stedet for et betalingspåkrav — og en, der kan skrive den.

Vær også opmærksom på, at grænsen går på kravet, ikke på fakturaen. Har den samme skyldner tre forfaldne fakturaer på 45.000 kr. hver, er det ikke tre små sager. Det er ét krav på 135.000 kr., og det ligger over grænsen.

Den beslutning, der reelt træffes

Når et stort krav ikke bliver ført, bliver beslutningen sjældent truffet. Den bliver undladt.

Ingen skriver i et referat, at man opgiver 340.000 kr. Sagen bliver bare ikke prioriteret, fordi den vej, der skal bruges, ligger uden for det, leverandøren kan. Og en sag, der ikke prioriteres, forælder på nøjagtig samme tidspunkt som en sag, man aktivt har opgivet.

Forskellen på de to er, at den ene er en beslutning. Den anden er en vane.

Hvad I skal spørge om

Spørg jeres inkassoleverandør om én ting: hvad sker der med sagen, hvis kravet er på 250.000 kr.?

Svaret afslører hele huset. Enten fører de den — med egne advokater, i den samme sag og det samme system. Eller også afleverer de den. Og en sag, der bliver afleveret, er en sag, der starter forfra.